Hawai’i

Af Aase Thomassen

Naturens mesterværk

Med bogen om Hawai’i har jeg forsøgt at give et indblik i Hawai’i øernes historie samt beskrive nogle af de oplevelser, der venter på de smukke øer i Stillehavet.

For mig var mødet med Hawai’i en så stærk oplevelse, at jeg måtte tilbage og opleve det alt sammen flere gange. Belønningen var et indblik i øernes oprindelse, befolkningens mangfoldighed og livsstil samt en dyb respekt for de voldsomme naturkræfter, der har formet og stadig former øerne.

Kameraet har hver gang været en vigtig del af bagagen, for kun i billeder er det muligt at beskrive naturen i det kontrastfyldte ørige. Oplevelserne venter overalt på øerne. Bogen beskriver nogle af de steder, det vil være oplagt at besøge på en rejse til de fire øer, Hawai’i Big Island, Oahu, Maui og Kaua’i.  

Uddrag af bogen:

Et møde med havets kæmper
Alles øjne var rettet mod en hval, der havde kurs direkte mod båden. Med ryggen tegnede den en bue på vandoverfladen og gled så langsomt og graciøst ned i dybet. Ikke en lyd hørtes fra passagererne på båden. Alle øjne var stift rettet mod havoverfladen for ikke at gå glip af øjeblikket, når hvalen igen ville komme op til overfladen. Den lod ikke vente længe på sig. Den var nysgerrig og så ud til at nyde opmærksomheden. Igen og igen viste den publikum sine færdigheder, før den til sidst rejste sin karakteristiske hale, krummede den let som til en munter hilsen, hvorefter den forsvandt med en gestus, der var en scenekunstner værdig.

På vulkanen Mauna Kea:
Skydækket kom og gik som en bekræftelse på, at naturens kræfter langt overstiger menneskets formåen. Pludselig skiltes skyerne og over os var en stjernevrimmel så overvældende klar, at det var kulden og ventetiden værd. I hast blev de transportable teleskoper trillet frem og personalet guidede publikum og udpegede Nordstjernen, Tvillingerne og andre at nattehimlens kendisser.

Jupiter skilte sig ud fra mængden og nåede at vise sig lysende klar med 4 måner, før et nyt skydække trak tæppet for og lukkede aftenens forestilling. Folk så sig tøvende omkring, men brød så op og gik hver til sit taknemmelige over at have stået på første parket til en forestilling med flere stjerner, end noget teater nogensinde vil kunne præsentere.

Materialevurdering:

Kort om bogen
En passioneret beskrivelse af øriget Hawai’i og dets befolkning. Bogen kan læses af alle med interesse for Hawai’i.

Beskrivelse
Et besøg på Hawai’i satte en passion i gang hos forfatteren, der nu har besøgt øriget flere gange. Hun beretter om øernes opståen, den første indvandring fra Polynesien og det senere kultursammenstød, da ny indvandring fandt sted. Der er en rundtur i ørigets storslåede natur, pulserende byliv, surfernes paradis, angrebet på Pearl Harbor og historiske steder. Aase Thomassen beskriver de forskellige øers særlige kendetegn, og overordnet fortæller hun om den generelle kultur og befolkningen i øriget. Bogen indeholder mange fotos, der understøtter teksten.

Vurdering
En rigtig fin bog, der giver et godt indblik i Hawai’is kultur- og naturlov. Der er fra forfatterns side en tidlig passion for øriget, og hun formår at komme godt omkring emnet. Bogen er ikke ment som en rejseguide, men er i følge forfatteren selv et redskab til at opnå baggrundsviden om øriget.

Materialet er vurderet af: Louise Urban Andersen

På besøg i studiet hos Bo Ørris, Radio Alfa til en snak om bog om Hawai’i. Du kan lytte med her:
Østjysk TV – 29. okt. 2018
På besøg i “Welcome to my World” studiet for at fortælle om bogen og rejserne til Hawai’i.
Se udsendelsen her: https://youtu.be/JqE0mep6F8U