Som en fugl på træk

Hilmar Thomsen født 1916

Bogen, ”Som en fugl på træk” handler om at være tro mod sig selv og forfølge sine mål, selvom det bryder med en række normer. Jeg blev inspireret af en mand, som tog ansvar for sit liv. Han var ikke den, der bøjede nakken og fulgte flokken. For ham var det ikke nok at eksistere. Han ville leve. Og med ham som omdrejningspunkt, forsøger jeg at tegne et tidsbillede. Bogen indeholder eksempler på familiehemmeligheder, sandheder og løgne. Og den handler om at turde bryde med roller og forventninger. Bogens hovedperson skulle efter 7. skoleår tjene ved landbruget. Andet tillod forældrenes økonomi ikke. Men hans drøm var at læse. Og han havde evnerne. Et par år føjede han forældrene og blev tjenestekarl, men oprøret lurede, og han gav sig selv det løfte, at når han ikke kunne arbejde med det, han ønskede, så ville han ikke være længe noget sted. Kunne han ikke læse om verden, så ville han opleve den på sin egen krop. Som en fugl på træk drog han fra sted til sted for at lære sig selv og verden at kende. Han så, hvad krigen gjorde ved Danmark. Og ved Tyskland. Han havde svært ved at indordne sig under sine arbejdsgivere, og i en moden alder besluttede han 2 ting: Han ville være herre i eget hus. Og han ville læse. Til det formål havde han brug for en lille ejendom, der kunne give ham føden og frihed til at læse. Han glemte tid og sted, når han sad fordybet i verdenshistorien og værker af store forfattere. Han ville sikkert være faldet til ro, hvis det ikke var for den dag, han opdagede, at han levede på en løgn. Der var en grund til, at han ikke lignede sine søskende. Hilmar Thomsen tog ansvar for sit liv. Men også for sin død. Han var 95 år, da han meddelte, at vore samtaler var forbi. Han havde besluttet at dø. Jeg kunne selv finde ud af, hvor længe et menneske kan leve uden mad, sagde han og tilføjede, at han netop havde spist sit sidste måltid. Han sagde: ”Der er meget jeg kunne og skulle have gjort anderledes. Men én ting er jeg glad for, at jeg ikke gjorde som alle andre”. .

 

Nomineret ved Ordets Dag 2014